Hjælp til søgning

Uforudsigelig sygdom

Det kan være svært at forudsige, hvordan leddegigt vil udvikle sig hos den enkelte patient. Nogle rammes hårdere af sygdommen end andre. Nogle er meget plagede og har smerter hele tiden, mens andre ikke mærker særligt meget til gigten.
 
Hos nogle kan sygdommen komme meget pludseligt - andre har over en årrække kun få episoder med ledgener, hvorefter sygdommen enten går helt i ro eller måske pludselig bliver mere konstant. Hos nogle sætter den sig måske bare i et enkelt led, hos andre bliver mange led ramt.

Uanset hvad, kan det være svært at leve med en sygdom, der er så uforudsigelig. Dels fordi du ikke kan vide, hvor meget den vil begrænse dig fysisk, dels fordi du hele tiden skal tilpasse dig eller håndtere, at dine smerter, hævelser, ømhed og andre gener typisk ændrer sig i styrke.
 
Skab en balance
Gode perioder og dårlige perioder vil hele tiden veksle. Du kan dog selv minimere for store udsving ved at blive god til at skabe balance mellem de krav, der stilles til dig (fra dig selv og fra andre), og de ressourcer, du har til rådighed.
 
Opmærksomhed på de fire P'er - Pauser, Prioritering, Planlægning og Positiv - kan være en guide til dette arbejde:
 
1) Pauser
Når du er i gang med noget, så husk at holde pauser. Overskrider du din krops grænser, kommer regningen prompte. Husk også at variere din dagligdag så meget som muligt.
 
2) Prioritering
Vælg nøje de ting, du vil bruge din energi på. Acceptér, at du ikke kan gøre alt det, du gerne vil, og find frem til de gøremål, der er vigtigst for dig, og som du derfor helst vil bruge din energi og dine ressourcer på.  Lav evt. en liste med alle de krav du stilles overfor – og prioritér, hvad der er nødvendigt, hvad du oplever som det vigtigste for dig at klare selv, og hvad du evt. kan undlade eller få andre til at hjælpe dig med.
 
3) Planlægning
Når du har fundet ud af, hvad du helst vil bruge dine ressourcer på, så overvej, hvordan du kan få det gjort uden at overbelaste de led, som de valgte aktiviteter involverer. Det kan være, at du skal fordele aktiviteten over flere dage eller holde pauser undervejs.
 
Ved at blive god til at vurdere dine ressourcer og planlægge får du overskud til mere og undgår de dage, hvor du ingenting kan, fordi du har overbelastet leddene og derved fået mere ondt.
 
4) Positiv
Øv dig i at se muligheder frem for begrænsninger. Brug din fantasi og find nye måder at klare dine problemer på. Det skaber energi og færre smerter. Ser man kun begrænsninger, kommer man hurtigt ind i en ond cirkel.
 
 
  
Tilbage     Udskriv