Hjælp til søgning

Tilgængelige turistattraktioner - også i Sverige

Sommerferien er allerede godt i gang for mange. Måske har du selv planer om at skulle ud at opleve en masse - på museum, campingplads, i sommerhus, eller blot ud at spise på gode restauranter. Hvis du er fysisk begrænset af gigten, er alle steder dog ikke lige tilgængelige.
 
Tilgængelighed for alle
Stiller du visse krav til dine omgivelser, for at kunne færdes problemfrit og få udbytte af et besøg på et sted, skal du blot se efter Tilgængelighedsmærket, som dækker de forhold, som du har brug for.
 
Det er Foreningen Tilgængelighed for Alle (FTA), der administrer mærkningsordningen. På foreningens hjemmeside www.godadgang.dk kan du hurtigt få et overblik over tilgængelige turistattraktioner og virksomheder i Danmark, som FTA har registreret. 
 
Du kan klikke dig ind og søge i en base over de steder, foreningen har registreret og få et faktaark om, hvordan tilgængeligheden er. Det kan gøre din ferieoplevelse, tur på museet eller besøg på en restaurant langt bedre, fordi du på forhånd kan tjekke, om stedet lever op til dine behov.
 
Nu også i hele Øresundsregionen
Hjemmesiden lanceres nu også på svensk. Det betyder, at ældre, handicappede og familier med børn i barnevogne fra hele Øresundsregionen fremover hurtigt kan undersøge tilgængeligheden på flere end 3.500 restauranter, museer, konferencesteder, attraktioner, sportsfaciliteter, overnatningssteder, sygehuse m.v.
 
Forskellige handicapgrupper
Mærkningsordningen omfatter syv forskellige grupper: kørestolsbrugere, gang-, arm- og håndhandicappede, synshandicappede, hørehandicappede, udviklingshandicappede, astmatikere og allergikere samt mennesker med læsevanskeligheder. 
 
Foreningen Tilgængelighed for Alle (FTA) blev stiftet i 2003 af VisitDenmark, HORESTA (Hotel-, Restaurant- og Turisterhvervet) og Danske Handicaporganisationer (DH). Foreningens formål er at drive og udvikle Mærkeordning for Tilgængelighed.
 
  
Tilbage     Udskriv

SPONSOR: