Symptomer
Som følge af betændelsesreaktionen i leddet vil psoriasisgigtpatienter opleve hævelse, rødme, smerte og varme omkring leddet. Nogle vil også opleve nedsat bevægelighed og morgenstivhed.
De typiske symptomer på psoriasisgigt er:
- Ømme, ophævede og smertende led.
- Smerterne kan forekomme både i bevægelse og under hvile.
- Ofte rammes finger- og tåled, herunder de yderste led.
- Ofte er kun enkelte led ramt.
- Ofte rammes rygsøjlen, særligt leddene mellem korsbenet og bækkenet (sacroiliacaleddene). Typisk har patienten natlige smerter i lænd, nakke og/eller balde(r).
- Ofte rammes senetilhæftningen til knogler (kaldet Entesopati). Ses typisk ved achillessenens tilhæftning til hælbenet eller bækkenmuskulaturens tilhæftning til hoftekammen.
- Leddene rammes ikke altid symmetrisk (som man ofte ser det ved leddegigt).
- Betændelse langs senerne kan give fortykkede fingre eller tæer ("pølsefingre" kaldet Daktylit).
- Begrænset bevægelighed i de ramte led.
- Stivhed i leddene om morgenen.
- Træthed.
- Negleforandringer.
- Øjenbetændelse med røde og smertefulde øjne (dog sjældent).
- Man udvikler ikke gigtknuder, som det ofte ses ved leddegigt.
Din læge vil endvidere kunne bruge følgende prøver, til at støtte eller afvise diagnosen psoriasisgigt:
- Reumafaktor ses ikke i blodprøver. Manglende reumafaktor er dog blot én blandt flere faktorer, der kan pege på psoriasisgigt.
- Der ses en overhyppighed af vævstypen HLA-B27, og ca. halvdelen af de patienter, som er ramt i rygsøjlen, har denne vævstype.
|