Hjælp til søgning

Selvopfattelse og kropsopfattelse

Det kan tære på dit selvværd at have en sygdom som slidgigt, og sygdommen kan måske ændre, hvordan du opfatter dig selv og din krop. Hvis du føler decideret lede ved din krop eller tænker negative tanker om dig selv, er det vigtigt, at du arbejder med det.
 
Nogle gigtpatienter kan have så negative tanker om sig selv, at det er meget svært for dem at møde nye mennesker. Ofte kommer man over det med tiden, når man langsomt accepterer sygdommen.
 
Det kan fx hjælpe at være åben og fortælle andre mennesker om det. Hvis det ikke er hjælp nok, kan samtaleterapi med en psykolog være en løsning. Tal med din læge om en evt. henvisning.
 
Dine tanker - dit selvværd
Selvværd handler om, hvilke tanker man har om sig selv, og om man har det godt med den, man er.
 
Når man har et lavt selvværd, fokuserer man på det, man opfatter som sine dårlige egenskaber. Derved får de gode egenskaber ikke en ærlig chance. Lavt selvværd kan betyde, at man holder sig tilbage, tager afstand eller ikke sætter grænser over for andre mennesker.
 
Hvis du kun fokuserer på dine dårlige egenskaber, er det lige præcis dem, der kommer til at fylde mest i forhold til, hvad du tanker om dig selv, og hvordan du fremstår over for andre mennesker. Prøv at give plads til dine gode egenskaber, så du tænker mere positivt om dig selv:
  • Lav en liste med gode egenskaber, som du er stolt af
  • Fokuser på dine gode egenskaber hver dag og tænk på dem i de mindste detaljer
  • Tal pænt og tænk pænt om dig selv
  • Vær dig selv og fokusér på det, du kan lide ved dig selv
  • Accepter det, du ikke kan
  • Se fordelene ved det, du godt kan
  • Prøv at glæde dig ved det, der gør dig særlig
Nogle gigtpatienter får med tiden en større selvtillid og bliver følelsesmæssigt stærkere gennem den erkendelses- og tilpasningsproces, som sygdommen indebærer.
 
Nogle bliver også bedre til at tale med andre og forstå andres problemer, fordi gigten har tvunget dem til selv at tale om og bearbejde egne problemer.
 
Selvværd og kroppen
I dag er der nogle helt bestemte kropsidealer, og mange mennesker jager et perfekt udseende, fx via motion og træning, slankekure eller kosmetiske operationer. Hver dag bliver vi mindet om, hvor stor en rolle det perfekte udseende har.
 
Selvom få mennesker i realiteten lever op til disse idealer, kan det være særligt frustrerende, hvis du føler, at gigtens fysiske ændringer af din krop gør dig anderledes. Husk, at hvert eneste menneske er anderledes på en eller anden måde. Du er fysisk anderledes i forhold til alle mennesker - både dem der har slidgigt, og dem der ikke har.  
 
Prøv følgende, når du omgås andre mennesker:
  • Vis dine handicap eller fysiske forskelligheder på en selvsikker måde, så vil andre nemmere acceptere, at du er anderledes
  • Forklar på en positiv måde, det du kan, frem for det du ikke kan
  • Vær åben og ligefrem
  • Du er mere end en krop og en sygdom, se dig selv og fremstå over for andre som meget mere end det  
  
Tilbage     Udskriv