Søvn
Mange leddegigtpatienter døjer med søvnproblemer. Årsagen kan fx være muskel- og ledsmerter, spekulationer, stivhed i kroppen samt bivirkninger fra medicinen.
Kroppens behov for søvn
Kroppen gennemgår mange vigtige processer, når vi sover. Fx udskiller den affaldsstoffer, danner nyt hjernevæv og foretager mange andre justeringer rundt om i kroppen. Samtidig bearbejder bevidstheden alle de indtryk, vi har fået i løbet af dagen.
Hele processen gør, at vi har det godt næste dag. Søvn er også vigtig for hvile af leddene og din evne til at håndtere smerter.
Søvnproblemer kan gøre, at vi er mere langsomme, i dårligt humør og får hovedpine og maveproblemer. På længere sigt kan søvnproblemer fx give dårlig koncentration og dårlig hukommelse.
Måske kan følgende råd hjælpe dig til en bedre søvn
- Sørg for en god seng og hovedpude, der giver støtte.
- Stå op samme tid hver morgen - og gå i seng samme tid hver aften.
- Tag en halv times gåtur nogle timer før, du går i seng.
- Sænk temperaturen i soveværelset, fx til 15-18 grader.
- Undgå stimulanser, inden du skal sove, fx kaffe, cola, alkohol og cigaretter.
- Drik et glas varm mælk eller en kop urtete med kamille eller mynte, inden du går i seng.
- Tag et varmt bad, inden du går i seng.
- Gear ned i god tid. Læs en god bog eller et ugeblad i en halv times tid, inden du går i seng.
- Sørg for, at der er mørkt og stille i soveværelset.
- Tænk på en god oplevelse - det kan aflede eventuelle smerter eller bekymringer.
- Prøv ørepropper.
- Brug kun sengen til sex og søvn. Brug fx ikke sengen som ”arbejdsplads”.
- Tag evt. smertestillende medicin før sengetid.
|