MR-skanning
MR-skanning (magnetisk resonans skanning) bruges i stigende grad til patienter med psoriasisgigt, da de giver mere detaljerede billeder end røntgen og kan vise meget tidlige forandringer.
Med MR-skanning kan lægen nemlig få meget nøjagtige billeder af både knoglevæv og bløddele, fx led og sener. Skanningen kan også vise betændelsesaktivitet.
Det sker ved, at radiobølger og et magnetfelt opfanger signaler fra kroppen, der analyseres i en computer.
Forberedelse
Inden skanningen skal du huske at lægge smykker, ur og andre metaldele, da de ellers vil forstyrre magnetfeltet. Du skal også fortælle, om du har metaldele i kroppen, fx skuer, proteser, pacemaker osv.
Hvordan foregår skanningen?
Du skal måske drikke noget kontrastvæske eller have det indsprøjtet i kroppen.
Under en MR-skanning skal du ligge helt stille, mens der optages. Briksen, du ligger på, skydes helt ind i et rør i skanneren, hvor magnetfeltet dannes. Nogle mennesker kan få klaustrofobi af at ligge inde i røret. Hvis du er nervøs inden, kan noget afslappende medicin måske hjælpe.
Hverken skanningen eller væsken er skadelig eller giver smerter.
|
|
|