En krise er en psykisk reaktion på noget, man bliver udsat for, og som man ikke har prøvet før. Når man får en kronisk sygdom uden varsel, oplever man ofte en krise.
Det kan være hårdt at få en kronisk sygdom og svært at acceptere en dagligdag, der mere eller mindre er fyldt med smerter og fysiske indskrænkninger. Mange mister derfor grebet og kommer ud i psykisk krise.
En naturlig reaktion
Det er naturligt at reagere voldsomt - blive vred, ked af det eller bange - når du får diagnosen psoriasisgigt. Især fordi du ikke kan vide, hvordan sygdommen vil udvikle sig. Men netop fordi psoriasisgigt er en kronisk sygdom, er det vigtigt, at du langsomt prøver at acceptere, at den nu er en del af dig.
Hvis du benægter sygdommen, vil det blive svært at komme videre. En krise skal derfor gennemleves, ikke fortrænges. Ellers kan reaktionen dukke op senere, fx i form af depression.
Vi gennemgår groft sagt fire faser, når vi er i en krise:
- Chokfasen, hvor man føler kaos og ofte reagerer irrationelt. Reaktionen er meget umiddelbar og fysisk. Den varer højst få dage.
- Reaktionsfasen, man reagerer fysisk og psykisk på, hvad der er sket. Man føler fortvivlelse, vrede, angst og afmagt. Træthed og søvnproblemer. Fasen kan vare uger eller måneder.
- Bearbejdningsfasen, man begynder at forholde sig til den nye situation og får et langsomt et mere nuanceret syn på situationen og ikke mindst ens egen rolle. Fasen varer nogle uger eller måneder.
- Nyorienteringsfasen, man lægger krisen bag sig, men bliver aldrig den samme som før. Man finder en ny måde at leve på.
Hvis du sidder fast
Hvis krisen varer meget længe, uden at du får det bedre - eller hvis den bliver meget alvorlig - kan det være en god ide at tale med din læge om at få professionel hjælp. Krisen kan måske udvikle sig til en egentlig depression, som skal behandles.
Du kan få en henvisning til samtaleterapi hos en psykiater via egen læge. Det dækkes fuldt ud af sygesikringen. Du kan også få en henvisning til en psykolog, her betaler sygesikringen et tilskud.
Du må tage fat om din angst og depression og gøre en indsats for at komme ud på den anden side. Generelt er det vigtigt, at du åbner dig over for andre mennesker, fx venner og familie, og snakker med dem om, hvordan du har det. Det kan også være en stor hjælp at snakke med andre, der har psoriasisgigt, fx via Danmarks Psoriasis Forenings
debatforum
. Eller din læge eller sygeplejerske.
Brug krisen positivt
Se krisen som en udviklingsproces og forsøg at komme langsomt igennem processen. Mange mennesker oplever, at erfaringen gør dem stærkere og mere livsglade end før, fordi de tvinges igennem en erkendelse af, at livet må tage en ny begyndelse med de muligheder, der nu er.