Hjælp til søgning

Om psoriasisgigt

Psoriasisgigt er en inflammatorisk ledsygdom, der er knyttet til hudsygdommen psoriasis. Lægerne kalder sygdommen psoriasisartrit (PsA).
 
Psoriasisgigt kan minde om kronisk leddegigt, men der er tale om en selvstændig sygdom.
 
Betændelse i leddene
Psoriasisgigt er en betændelsestilstand (inflammation), der sætter sig omkring et led eller langs senerne på et led. Gigten viser sig ved, at et eller flere led hæver op og bliver ømme. Oftest rammes fingre og tæer, men gigten kan i nogle tilfælde også sætte sig i andre led, fx rygsøjlen, håndled, knæ, bækken og hofte. Klik og se på figuren til højre.
 
De fleste oplever at sygdommen begynder med at angribe et enkelt eller få led. I nogle tilfælde angribes flere led dog samtidig. For nogle vil betændelsen blive ved med at begrænse sig til et enkelt eller få led, men ofte ses det, at sygdommen med tiden spreder sig til flere og flere led. Leddene rammes ikke altid symmetrisk, som man ofte ser det ved leddegigt.
 
Inflammationen er primært lokaliseret til leddenes såkaldte synovialismembran, som beklæder indersiden af leddet og producerer ledvæske, men kan også forekomme i senetilhæftningen til knogler (Entesopati). Dette ses typisk ved achillessenens tilhæftning til hælbenet eller bækkenmuskulaturens tilhæftning til hoftekammen.
  • Psoriasisgigt er en kronisk sygdom, dvs. at den ikke kan helbredes.
  • Psoriasisgigt tilhører gruppen af de såkaldte spondylartropatier, der betegner en række gigtsygdomme med flere fælles træk, bl.a. Bechterews og Reiters gigtsygdomme.
Den traditionelle opfattelse er, at psoriasisgigt ofte har et mildere forløb end fx leddegigt. Data opsamlet de seneste år viser dog, at prognosen for psoriasisgigt måske har været for positiv. 10-20% af dem, som rammes af sygdommen, bliver med tiden afhængige af hjælp fra andre, bl.a. pga. ødelæggelser af brusk og knogle. 
 
Inflammationen anses for at være hovedårsagen til eventuel ledbrusk- og knogledestruktion.
 
 
 
  
Tilbage     Udskriv
 
 
 
 
 
 
 
 
Led der kan rammes af psoriasisgigt.
Kilde: Reumatologi, FADL´s Forlag 2006
 

SPONSOR: