Mens du venter på virkningen af den langsomtvirkende gigtmedicin, kan du have glæde af noget medicin, der hurtigt virker på gigtaktiviteten, fx binyrebarkhormoner (Glucokortikoider).
Binyrebarkhormon gives typisk i begrænsede perioder fx i starten af sygdomsforløbet, indtil anden gigtmedicin har effekt, samt senere i sygdomsforløbet, hvis behandlingsskift bliver nødvendigt og effekt af ny medicin afventes. Binyrebarkhormon er i særlige tilfælde ligeledes en mulighed ved ønske om graviditet, hvor anden behandling i en periode må opgives pga. risiko for barnet.
Prednisolon
Prednisolon er blandt de mest effektive midler med binyrebarkhormon. Stoffet virker i løbet af få dage - både på smerterne og på de ømme, hævede og stive led. Det gives enten som piller (Prednisolon) – eller som indsprøjtninger (Methylprednisolon) i enkelte led, som lægen vil behandle særligt effektivt eller i en muskel, hvis gigten er meget aktiv og mange led er ramt.
Fortæl om din medicin
Binyrebarkhormonpræparater indeholder et kunstigt fremstillet hormor, som ligner et hormon, der findes naturligt i kroppen. Derfor forstyrre præparaterne din hormonbalance, hvilket kan betyde, at immunsystemet ikke kan beskytte dig, hvis du bliver alvorligt syg eller skal opereres (medmindre dosis sættes op). I forbindelse med anden sygdom skal du derfor altid huske at oplyse evt. andre læger og sygeplejersker om, at du behandles med binyrebarkhormon.
Pga. hormonforstyrrelsen må behandling med binyrebarkhormon heller ikke stoppes fra den ene dag til den anden. I stedet skal dosis langsomt sættes ned.
Bivirkninger
Lægerne prøver at mindske brugen af binyrebarkhormon, da der efter tre måneders behandling eller længere opstår visse bivirkninger, fx søvnproblemer og tynd og skrøbelig hud, som giver blå mærker og sår, hvis du støder huden.
Når du behandles med binyrebarkhormon, får du endvidere en øget risiko for at udvikle knogleskørhed (osteoporose). Det er derfor vigtigt at kombinere behandlingen med et tilskud af kalk og D-vitamin. Spørg din læge.
Graviditet og amning
Binyrebarkhormoner (Glucokortikoider) skal undgås ved graviditet. I særlige tilfælde kan visse præparater dog benyttes. Spørg din læge.