Smerter
Et liv med psoriasisgigt kan være et liv med kroniske smerter. Smerter er en personlig oplevelse. Det er også en kæmpe belastning. De kan give problemer med at sove, forstyrre appetitten, manglende sexlyst, gøre dig irritabel og ked af det.
Men der er meget, du selv kan gøre for at få indflydelse på smerteoplevelsen. At kende årsagen til smerterne og være bevidst om din sygdom kan hjælpe dig til bedre at håndtere de fysiske og psykiske forhold ved smerterne, fx via træning og motion, kost, aflastning og afspænding, hjælpemidler - og ved at tale med andre om problemet.
Smerter er komplekse
Smertesystemet er et flerstrenget sansesystem, hvor information om vævsskade meddeles til hjernen via mange systemer, og hvor flere områder i hjernen deltager. Denne aktivering af mange hjerneområder forklarer formentlig den komplekse og nuancerede oplevelse af smerte.
Dynamikken i smertesystemet åbner for, at det kan påvirkes af en række indre og ydre faktorer - fra direkte fysikalsk påvirkning via forskellige lægemidler til psykologiske mekanismer.
Smerter består således af flere komponenter - både den fysiske del, som består af elektriske signaler, der sendes fra receptorer i hjernen til kroppen, ligesom der også er en psykisk og social del, som handler om, hvordan smerten opleves af én selv og i samspillet med andre mennesker.
Smerter kan være akutte, fx når man slår sig, eller kroniske, når man har vedvarende smerter, fx som ved psoriasisgigt.
Faktorer der letter eller forværrer smerteoplevelse
 |
Faktorer der letter din smerteoplevelse
|
|
- Medicin
- Positiv tilgang og behagelige tanker
- Tale om smerterne
- Oplysning
- Afledning
- Medansvar
- Søvn, hvile, god lejring
- Berøring og massage
- Afspænding
- Kulde/varme
- Fysioterapi, ergoterapi
- Meningsfuld beskæftigelse
- Opmuntring og håb
|
 |
Faktorer der forværrer din smerteoplevelse
|
|
- Sygdomsaktivitet
- Overbelastning
- Fokus på smerten
- Træthed og søvnbesvær
- Usikkerhed, uro og bekymring
- Sorg, depression
- Frygt og angst
- Vrede
- Tidligere erfaringer
- Immobilisation (hvis du ikke kan bevæge dig, fx er sengeliggende)
|
Smerter ved psoriasisgigt
Smerter kan ikke måles, og oplevelse af dem er forskellig fra menneske til menneske. Kun du ved helt præcist, hvordan dine smerter føles. Uanset hvad er smerter ubehagelige, men et helt naturligt signal om, at der er noget i uorden i kroppen.
Smerter ved psoriasisgigt kan vise sig:
- Ved ledsmerter, når de ramte led hæver pga. ledbetændelsen. Smerternes størrelse afhænger af, hvor ”aktiv” gigten er. Når gigten er aktiv, blusser betændelsen op, og det vil gøre mere ondt end normalt. Både når du bevæger og hviler dig.
- Ved overbelastning af dine led.
- Ved muskelspændinger.
Hvordan føles smerter
Som sagt er smerteoplevelse en helt personlig ting. Smerte kan både ligge vedvarende og "ulme", men den kan også komme i korte, mere smertende hug. Hos nogle kommer og går smerterne, mens de hos andre føles som en daglig, konstant smerte.
En af de sværeste ting er nok, at andre mennesker ikke kan se dine smerter, og måske har du ikke ord til at beskrive dem. I mange tilfælde hjælper den medicinske behandling godt mod smerterne. Men som nævnt kan du også selv gøre rigtig meget for at tage kontrollen over smerterne. |