Den otte uger lange strejke på sygehusene betyder, at Danske Regioner nu står med en kæmpe pukkel af patienter, der venter på at blive behandlet eller opereret. Derfor har regeringen ophævet det frie sygehusvalg indtil 1. juli 2009, og behandlingsgarantien er opgivet. Det er en del af aftalen, som regeringen og Danske Regioner netop har indgået.
Den midlertidige ophævelse af det frie sygehusvalg betyder, at man ikke længere har ret til behandling på et privathospital, hvis man har ventet mere end fire uger på behandling i det offentlige.
I alt 376.897 operationer og behandlinger er blevet aflyst i perioden 16. april 2008 - 15. juni 2008. Danske Regioners formand, Bent Hansen, vurderer, at det vil tage ca. et år at få bugt med puklen.
Danske Regioner oplyser desuden, at arbejdet med at planlægge afviklingen af den pukkel af patienter, der venter på behandling og operation, går i gang hurtigst muligt, og at private sygehuse og klinikker vil blive inddraget. Der vil blive prioriteret blandt patienterne, så de mest syge kommer til først, lyder det.
Det betyder, at det indtil 1. juli ikke er patientrettigheder, men lægelige visiteringer, der afgør, hvilke patienter, der skal behandles og i hvilken rækkefølge - og det bliver de patienter, der er hårdest ramt og har ventet længst.
Alle, der har fået aflyst behandling eller undersøgelse, vil hurtigst muligt modtage et brev vedrørende en ny aftale.
Kilder: