Har du lige fået diagnosen
Har du lige fået stillet diagnosen leddegigt, er der formentlig mange tanker og spørgsmål, der melder sig. Og der er mange ting, du skal sætte dig ind i om sygdommen og behandlingen, herunder medicin, livsstilsændringer, patientrettigheder, hjælpemidler, evt. ændringer i forhold til dit arbejde osv.
Gigten vil påvirke dig både fysisk og følelsesmæssigt. Men der er mange ting du selv kan gøre for at forbedre din livskvalitet og leve bedst muligt med gigten. Din egen motivation og vilje spiller en stor rolle.
Behandling
Når du har fået stillet diagnosen leddegigt vil du få behandling i form af medicin, træning og rådgivning. Behandlingen kan desværre ikke gøre dig rask, men den kan samlet set hjælpe dig til at få en god tilværelse.
Træt og trist
Leddegigt er en sygdom, du skal lære at leve med. Det er helt almindeligt, hvis du føler dig helt tappet for energi, og i nogle perioder føler dig magtesløs, frustreret og trist - især i de første måneder efter du har fået stillet diagnosen. For nogle leddegigtpatienter kan de psykiske følger være så slemme, at de udvikler en egentlig depression.
Tal med andre
Det er vigtigt, at du taler åbent med andre om din sygdom, herunder dine tanker og følelser. Tal fx me din familie, venner, andre med leddegigt samt behandlere. Alle kan støtte og hjælpe dig på hver sin måde.
Information og rådgivning
Du kan få information og rådgivning om leddegigt mange steder, fx patientforeninger, gigtsanatorier og gigthospitaler.
Desuden har mange reumatologiske hospitalsafdelinger en ordning, hvor du kan få en kontaktlæge eller en kontaktsygeplejerske, som kan fortælle dig mere om sygdommen og behandlingen.
Flere af de nævnte steder tilbyder desuden patientuddannelse/kurser.
|