Aflastning & afspænding
Aflastning
Når du har leddegigt, er det vigtigt, at du aflaster dine led og bliver meget bevidst om, hvordan du bruger dem. Man kan sige, at du skal lære at bruge leddene på en ny måde. Aflastningen er vigtig helt fra starten af sygdomsforløbet.
Du kan aflaste dine led ved at bruge forskellige aflastningsteknikker og redskaber (hjælpemidler) til de daglige gøremål. En ergoterapeut kan lære dig teknikkerne og vejlede dig i forhold til brug af hjælpemidler.
Råd om aflastning
- Lad de store led tage belastningen, så du skåner de små led.
- Fordel belastningen fra en genstand på flere led, brug fx begge hænder til at løfte og bære fx indkøbsposer.
- Brug leddene i deres midterstilling - undgå belastning af leddene i deres yderstilling.
- Sørg for ikke at sidde i den samme stilling hele dagen, hold pauser og bevæg dig rundt.
- Husk træning og øvelser, så du holder dig stærk og bevarer en god bevægelighed.
- Anvend hjælpemidler både til kroppen og ved praktiske opgaver, fx skinner, ganghjælpemidler og særlige køkkenredskaber.
- Find en god balance mellem aktivitet og hvile - hold små pauser i løbet af dagen.
- Hav respekt for for smerter - de er kroppens signal om at holde lidt igen.
Afspænding
Hvis du har muskelspændinger, kan det hjælpe at lave regelmæssige afspændingsøvelser. Der findes forskellige former for afspænding, og du må prøve dig frem, indtil du har fundet den metode, der passer dig bedst.
En fysioterapeut kan vejlede dig og lave et særligt tilpasset afspændingsprogram.
 |
Eksempler på afspændingsmetoder
|
|
- Afspænding hvor du selv er fysisk aktiv, fx via bevægelse eller bevidst muskelspænding efterfulgt af afspænding.
- Afspænding hvor du ikke selv er fysisk aktiv, fx massage og berøring.
- Bevidsthedsudvikling, fx visualisering, fantasirejser samt opmærksomheds- og koncentrationstræning.
- Meditation og yoga.
|
|