Spørgsmål og svar
 |
1. Hvornår skal en patient videre undersøges for reumatoid artritis (RA)?
|
|
Det er ved hjælp af relativt få spørgsmål muligt at indkredse, om patienten har en inflammatorisk ledsygdom, herunder RA.
- Har patienten slægtninge med RA?
- Er der observeret ledhævelse? Hvilke led, og i hvilken rækkefølge?
- Er mindst 3 led hævede?
- Er der morgenstivhed? Længere end 60 min.
- Effekt af NSAID og prednisolon?
Kan blot to af ovenstående spørgsmål bekræftes, bør patienten videre undersøges for RA ved en specialist.
|
|
2. Hvordan foretages en ledundersøgelse?
|
|
Den objektive undersøgelse af de ægte synoviale led foretages ved diagnostik og monitorering af inflammatorisk ledsygdom. Hvert led undersøges ved inspektion og palpation for ømhed, hævelse, temperatur, farve, anatomisk fejlstilling og funktion.
Principielt undersøges alle ekstremitetsled. Ved reumatoid artritis vil det dog i praksis være tilstrækkeligt at undersøge 40 eller evt. blot 28 led.
Ledømhed defineres som patientens angivelse af smerte ved let palpation og/eller bevægelse af leddet. Der palperes med et tryk, som udløser et negleblink hos undersøgeren.
Ledhævelse defineres som hævelse i eller omkring ledspalten. Væskeansamling i leddet klassificeres som ledhævelse.
|
|
3. Hvilke blodprøver skal der tages ved mistanke om reumatoid artritis (RA)?
|
|
Nedenfor er listet karakteristiske serologiske og biokemiske fund ved RA, hvorfor tilsvarende blodanalyser bør foretages.
- Anæmi (20-60% hyppighed v. ubehandlet sygdom)
- Trombocytose, Leucocytose (20-60% hyppighed v. ubehandlet sygdom)
- Hypersedimentation, CRP forhøjelse (60-80% hyppighed v. ubehandlet sygdom)
- Påvirket leverbiokemi (<20% hyppighed v. ubehandlet sygdom)
- IgM-RF (80% hyppighed v. ubehandlet sygdom)
- Anti-CCP (60% hyppighed v. ubehandlet sygdom)
- ANA (<10% hyppighed v. ubehandlet sygdom)
- Kreatininforhøjelse (<10% hyppighed v. ubehandlet sygdom)
- Proteinuri (<10% hyppighed v. ubehandlet sygdom)
De forskellige parakliniske observationer er enkeltvis uspecifikke for RA, idet de også forekommer ved andre reumatiske og medicinske lidelser.
|
|
4. Hvilke blodprøver skal der tages ved mistanke om psoriasisartritis (PsA)?
|
|
Positive biokemiske fund er sparsomme, dog kan det være relevant at undersøge:
- Fasereaktanterne CRP (C-reaktiv-protein) og SR (sænkningsreaktionen) der ofte er normale.
- Patienterne har negativ IgM reumafaktor.
- Halvdelen af patienterne med axiale manifestationer er vævstypen HLA-B27 positive. Undersøgelser for vævstypen HLA-B27 kan ofte forvirre, da patienten ikke behøver at udvikle mb. Bechterew, på trods af forandringer i sacroiliaca-leddene.
- Der kan ses tegn på metabolisk sygdom med forhøjet blodsukker og S-urat, hvilket kan give mistanke om urinsyregigt, samt abnorm lipidstatus.
|
|
5. Hvad er symptomerne på (osteo)artrose (OA)?
|
|
Det vigtigste symptom ved osteoartrose er ledsmerte. Smerterne kan inddeles i belastningssmerter, fx belastningstriaden med igangsætningssmerter – en vis lindring efter let aktivitet – og igen smerter efter yderligere aktivitet og hvilesmerter og/eller natlige smerter, som er et prognostisk dårligt tegn med hurtigere progression af lidelsen, fx ved osteoartrose af mere erosiv karakter.
Det typiske OA-led er hypertrofisk med osteofytdannelse og dermed ossøs hævelse. Hævelse af leddet kan imidlertid også skyldes inflammatoriske forandringer i synovialis og ledkapsel omkring leddet og/eller intraartikulær ansamling af ledvæske. Knæled har en særlig tendens til at reagere med ledeffusion.
Andre symptomer kan være bevægeindskrænkning, fejlstilling, instabilitet og krepitation (skuren).
|
|
6. Hvilke symptomer skal patienten undersøges for ved mistanke om psoriasisgigt?
|
|
Ledsymptomer med klassisk inflammatorisk morgenstivhed. DIP-ledsymptomer er meget karakteristisk, men ses ikke hos alle patienter med PsA.
Aksial artrit med inflammatorisk natlig rygsmerte - oftest nakke eller lænd - som lindres ved bevægelse og/eller smerter i SI-led eller smerter i balde(r). Smerter fra thoraxskelet med ledsagende nedsat bevægelighed.
Fortykkede fingre og tæer (daktylitis), der ikke er så smertefuldt som artritten. Bliver diffust forøgede i omfang i hele deres udstrækning. Svinder ofte spontant.
Smerter ved tilhæftning af ledbånd (entesitis) kan præsentere sig svarende til alle tilhæftninger af ledbånd, ledkapsler og sener. Ses hyppigst ved Achillessene og svarende til fascia plantaris – og kan i nogle tilfælde medføre invaliderende hælsmerter
Psoriasis kan præsentere sig i forskellige former på forskellige lokalisationer. Specielt skal patienten med ledgener screenes for:
- Hudforandringer mellem nates, under mammae, i aksiller (invers psoriasis).
- Negleforandringer med typiske fingerbølprik, ”oliepletter”, sivmarvsfortykkelse og onykolyse .
Neglepsoriasis kan være eneste præsentation af hudsygdommen hos patienten med PsA og er nærmere relateret til artrit end hudforandringerne, da ca. 80% af artritpatienterne har negleforandringer.
|
|
7. Skal patienter med reumatoid artritis (RA) behandles hos en speciallæge?
|
|
Ja, behandling og kontrol af reumatoid artritis er en specialistopgave.
Det er veldokumenteret, at en tidligt iværksat, aggressiv og løbende monitoreret farmakologisk behandling giver det bedste resultat. Den optimale dosering, kombination og varighed af antireumatisk farmakologisk behandling (behandlingsalgoritme) kendes dog ikke.
En ofte foretrukken behandlingsalgoritme er anført nedenfor:
|
Trin I:
DMARD-
monoterapi |
Oral Methotrexat doseret med mindst 20 mg/uge. Hvis Methotrexat ikke tåles, kan der anvendes oral Salazopyrin eller Leflunomid. |
|
Trin II:
DMARD-
comboterapi |
Kombinationsbehandling med DMARD: Methotrexat + Sulfasalazin + Klorokinfosfat. |
|
Trin III:
Biologisk terapi |
Biologisk behandling med en TNF-alfa-hæmmer, Rituximab, Anakinra eller Abatacept i kombination med Methotrexat. |
|
Generelt |
På alle 3 behandlingstrin kan benyttes systemisk eller intraartikulær steroid for at dæmpe sygdomsaktiviteten |
Behandlingen indledes på trin I, ved meget aggressiv sygdom dog på trin II. Der gås videre til næste trin, indtil sygdommen er bragt i remission eller sygdomsaktiviteten er lav. Ved erosiv sygdom vil det ofte være påkrævet at behandle under trin III.
Den fulde behandlingseffekt under hvert trin vil ofte først vise sig efter 2-4 måneder.
Under hvert trin kan benyttes systemisk eller intraartikulær steroid. Pga. langtidsbivirkninger bør systemisk behandling med steroider begrænses.
|
|
8. Hvilken motion og træning skal patienter med gigtlidelser udføre?
|
|
Gigtpatienters smertende led samt evt. stivhed i kroppen, funktionstab eller træthed kan nemt medføre inaktivitet med deraf medfølgende muskelatrofi, hvilket kan gøre tilstanden værre. Derfor er træning og konditionstræning, bl.a. som en del af fysioterapeutisk behandling et væsentligt element i behandlingsforløbet.
Motion og træning skal dyrkes i perioder, hvor medicinen virker mest effektivt, og hvor patienten er mindst plaget af stivhed, smerter og træthed.
Følgende former kan indgå under vejledning af en fysioterapeut:
- Ledmobilisering (hvor den normale ledbevægelse vidt muligt vedligeholdes).
Styrketræning (hvor muskelatrofi og kraftnedsættelse modvirkes).
- Koordinationstræning (hvor de motoriske færdigheder bevares, fx håndtræning og gangtræning).
- Konditionstræning (hvor patientens kondition forbedres).
- Varmvandstræning (hvor patienten kan opleve en smertelindrende og afspændende virkning).
Stavgang, svømning, gåture og cykling er gode motionsformer for mange gigtpatienter, men patienten kan også afprøve andre. Hvis patienten ikke normalt motionerer, skal der startes forsigtigt op og optrappes gradvist, så muskler og led ikke overbelastes.
Generelle råd til gigtpatienten
Patienten må gerne naturligt blive lidt øm i muskler og led, men træningen må ikke medføre ledsmerter og ledhævelser, der går udover det normale for patienten. Overbelastningsskader skal undgås.
- Sørg for en forsigtig opstart - også når en ny motionsform vælges.
- Motioner regelmæssigt i starten - med konstant træningsmængde.
- Hold mindst én dags pause.
- Kombiner evt. flere motionsformer.
- Sørg for ordentligt udstyr - fx sko med god pasform.
- Overvej underlaget – fx belaster asfalt benene mere end skovbund.
Smerterne må ikke bryde pludseligt ud under træningen og vare ved (evt. tiltage) i flere uger. Patienten skal i sådan tilfælde kontakte sin læge, idet vævet måske kan være skadet. Overbelastningsskader kan dog også afhænge af fx alder, kropsvægt, trænings- og sundhedstilstand samt tidligere skader.
|
|
9. Hvilken motion skal man anbefale patienter med (osteo)artrose (OA)?
|
|
Hvis der ikke er betydende fejlstilling af leddet, er det en god idé, at slidgigtpatienten træner med almindelig fornuftig undladelse af overbelastning og vælger en ledskånende træningsform. Der er mulighed for både bedring af mobilitet og styrke. Selve træningen bør dog lægge vægt på mobilitet primært og styrke sekundært, ved fx cykling eller træning. Det er imidlertid vigtigt, at træningen ikke sker, mens medicin dæmper smerte og andre reaktioner fra leddet.
Hvis patienten ikke normalt motionerer, bør der startes forsigtigt op og optrappes gradvist, muskler og led ikke overbelastes.
Patienten bør få vejledning af en fysioterapeut, der bl.a. kan lægge et træningsprogram.
- Hvis patienten har artrose i knæ eller hofte, kan vælges svømning (dog ikke brystsvømning, der belaster knæ og hofte) og cykling frem for løb og lange gåture.
- Svømning er god træning for både muskler og konditionen. Fordelen er desuden, at vandet bærer kropsvægten, så ledbrusken i leddene ikke belastes. Crawl og rygcrawl kan anvendes.
- Cykling er en god motionsform, fordi cyklen bærer patientens krop.
- Gang i et relativt hurtigt tempo er også en mulighed. Patienten må gerne være en smule forpustet, så pulsen kan komme lidt op. Hensigtsmæssige sko er vigtige. Har patienten slidgigt i knæ, ankel eller hofte, tilrådes dog blot at gå korte ture.
- Løb bør undgås hvis patienten har artrose i hofte, knæ eller ankel. Uanset hvad er det en god idé at løbe på et blødt underlag, fx skovbund eller fodboldbane.
|
|
|
|
|
|
 |
|
